Gynækolog Lars Alling Møller, Hellerup

21 95 40 40

Book Selv

Graviditetsproblemer kan opstå i hele graviditeten. Fokus i en gynækologisk speciallægepraksis er primært problemer i den tidlige graviditet (op til 12. uger).

Kvinder med ønsket graviditet.

Mange tidligt gravide kvinder kan opleve blødning og eventuelt smerter fra underlivet. Ofte er der tale om fredelige forandringer. Fordi blødning og smerter kan være et symptom på (truende) abort og graviditet udenfor livmoderen, bør disse symptomer undersøges nærmere.

En normal graviditet viser sig ved ultralydundersøgelse i uge 5 med en breddeøget livmoderslimhinde og eventuelt en blommesæk. I uge 6 ses et foster, og når foster-hale målet (Crown Rump Length) overstiger 3-4 mm. kan undersøger ofte se foster-hjerte aktivitet. Sammenhængen mellem CRL og graviditeslængde ses her (klik). Sædvanligvis fordobles graviditetshormonet hver 2. dag tidligt i graviditeten, hvilket kan måles i blodprøver. Såfremt graviditetsanlægget (“gestationssækken”) er større end 15 mm og hverken blommesæk eller foster ses, er der formentlig tale om et såkaldt vindæg.

Når ultralydundersøgelse eller blodprøver på en gravid kvinde ikke viser almindelige tegn på en graviditet, foreligger mistanke om abort eller graviditet udenfor livmoderen. Selvom en række kriterier benyttes til at skelne en normal fra en ikke normal graviditet, er en enkelt undersøgelse ikke altid tilstrækkelig. I tvivlstilfælde gentages undersøgelsen.

Ved en påvist abort kan medicinsk eller kirurgisk behandling komme på tale. Under visse omstændigheder kan jeg ordinere medicinsk behandling og følge dig i klinikken. I andre tilfælde vil jeg anbefale henvisning til specialafdeling. Se evt. patientvejledning om proceduren ved medicinsk afslutning af ufuldstændig spontan abort (klik).

Ved mere end menstruationslignende blødning, ved tiltagende smerter og/eller ved bekræftet mistanke om graviditet udenfor livmoderen vil kvinden umiddelbart blive henvist til specialafdeling. Af mig eller - om nødvendigt - af egen læge eller vagtlæge.

Kvinder med uønsket graviditet.

I henhold til abortlovgivningen kan en uønsket gravid kvinde selv beslutte at få afbrudt en graviditet, som ikke overstiger en graviditetslængde på 12. uger. Ved tvivl er ultralyd en ganske sikker metode til at fastslå graviditetslængden. Kvinden (ved alder under 18 år: også hendes værge) skal underskrive en anmodning om afbrydelse af graviditeten. Som forberedelse af proceduren anbefales forskellige undersøgelser - bl.a. en chlamydia test af kvinder under 30 år. Ved en graviditetslængde op til 9 uger anbefales medicinsk behandling, og ved en graviditetslængde op til 8 uger kan jeg hjælpe dig. Se evt. patientvejledning om proceduren ved medicinsk afslutning af uønsket graviditet (klik).